Tilbage på arbejdsmarkedet

ANETTE, 56 ÅR. “To ting der hele tiden “holdt mig i gang” var sport/aktivitet og mit arbejde. Jeg fik en aftale med min arbejdsplads, så jeg kom ca. 10 timer om ugen, og lavede administrativt arbejde. Det fik mig til at føle mig rask og bevarede min identitet som sundhedsplejerske. Derudover gjorde det det nemt for mine kollegaer og de fulgte mig tæt gennem det hele. Efter stråler gik jeg på 15 timer og efter 14 dage på ferie med min mand i thailand gik jeg på mine sædvanlige 30 timer. Jeg havde mange bange anelser ved at starte besøgs arbejdet op, da en del af familierne var nogen jeg kendte, og nu så jeg helt anderledes ud. Håret var 5mm langt og mærkeligt småkruset gråt. jeg besluttede mig for at ringe dem op i forvejen, jeg kendte og fortælle hvad der var sket, så de var forberedt. Derudover lagde vi den ned, så jeg kunne komme og være deres sundhedsplejerske og ikke en de skulle have ondt af/medlidenhed med. Det var rart.” LENA. 32 ÅR “Min situation var jo lidt anderledes fordi jeg gik hjemme og passede vores syge søn, da jeg fik brystkræft. Jeg havde igennem de sidste 2,5 år forsøgt at gennemføre uddannelsen til sundhedsplejerske, men jeg havde været nødsaget til at holde flere pauser for at passe vores søn. Jeg fortsatte gennem hele forløbet med at være den som tog sig af vores søn, selvfølgelig sammen med min mand og så var familie og venner enormt søde til at hjælpe hvor de kunne.   To måneder efter sidste kemo genoptog jeg studiet, på daværende tidspunkt manglede jeg kun at skrive den afsluttende opgave og deltage i to ugers undervisning. Jeg syntes det var enormt svært at komme i gang igen, jeg havde jo ikke haft flere timer hver dag som nu kunne bruges på opgaveskrivning, tværtimod syntes jeg at jeg havde rigeligt at se til. I månederne efter man afslutter kemo, skal man jo stadig til en del kontroller. Ud over de planlagte kontroller, kom der hos mig også en del ekstra kontroller. Alt dette render man jo stadig til, samtidig med at man passer sit arbejde/studie.  Det er bestemt ikke negativt det hele, det er bestemt også dejligt at komme ud i ”den virkelige verden” igen og bruge sit hoved på at tænke fornuftige tanker, i stedet for at alt handler om sygdom. Det er rart at føle at man kan bidrage til samfundet igen og at man kan bruge sin faglige viden til noget. Men det at blive ramt af en livstruende sygdom, har naturligvis sat en masse tanker i gang i mit hoved, man bliver jo lidt tvunget til at kigge på sit liv og se om man er der hvor man gerne vil være. Og det er jeg, jeg har få men tætte veninder, jeg har en fantastisk familie, som støtter alt hvad de kan og så har jeg min mand og mine børn som jo er centrum i det hele. Jeg er i gang med en uddannelse for at komme ud og arbejde med noget som jeg brænder for, men jeg kommer ikke til at arbejde 37 timer om ugen, i hvert fald ikke så længe min børn er små. Livet og tiden er kostbar og jeg vil ikke spile noget af det.  Psykisk syntes jeg det har været hårdt, omverdenen forventer ofte at nu er man færdigbehandlet og så er man rask. Men jeg føler mig på ingen måde rask nu, bare fordi jeg er færdig med kemo. Jeg får antihormon og det skal jeg have i 10 år, det er ”bare” en lille pille hver aften, men den gør at jeg hver eneste aften når jeg sluger den bliver mindet om at der kan være kræftceller tilbage i min krop som pillen skal hjælpe med at bekæmpe. Jeg mangler stadig mit ene bryst og det er jo også et meget tydeligt tegn på at kroppen er/har været syg. Jeg venter stadig på en operation som skal fjernes mit raske bryst forebyggende og så skal begge bryster rekonstrueres. Der er også senfølger til behandlingen, om det er kræften, chokket, de nye livsomstændigheder eller kemoen der gør det, det ved jeg ikke, men fysisk og psykisk orker jeg ikke det samme mere, jeg bliver hurtigere træt i mit hoved og kan ikke holde til ikke at få min nattesøvn på samme måde som før. Og så er der smerterne, ondt i kroppen, ømme muskler og led. Jeg føler at min krop er blevet 30 år ældre på 8 måneder. Det tager tid at vænne sig til, men bliver forhåbentlig bedre med tiden. Så alt i alt, jeg føler mig på ingen måde rask, men omverdenen forventer at nu er man rask og så skal man tilbage til arbejdsliv og studiet og så er alt som før…. NOT! Livet bliver aldrig det samme igen for mig, hverken fysisk eller psykisk, min krop er for altid forandre og fyldt med ar, som hver dag minder mig om hvad jeg har været igennem. Jeg har fået mig en ny følgesvend, nemlig angsten. Angsten for tilbagefald fylder nogen dage alt, andre dage kan jeg forholde mig til den og så får den ikke lov at fylde. Jeg tror aldrig den angst forsvinder, men jeg forsøger at lære at leve med den så den ikke får ikke lov at fylde for meget.  Jeg har talt med en klog mand som sagde at angsten er et vilkår man bære med sig når man har haft kræft eller har et sygt barn, det er ikke noget jeg skal forsøge at løse, jeg skal acceptere at det er de vilkår der er kommet i mit liv og så må jeg bære dem med mig så godt jeg kan. Det arbejder jeg lige på at acceptere i øjeblikket.”   

Skriv et svar