Tiden mellem diagnose og operation

af LIZET, 51 ÅR

“Vi skulle holde konfirmation for min partners yngste søn, så der var rigelig at se til og masser af ting der skulle ordnes. Dagen før konfirmationen var jeg alene på hospitalet og få taget en ny biopsi,- denne gang under ultralyd.  Dagen efter holdt vi konfirmation og jeg ville ikke ødelægge stemningen ved at springe bomben og sagde derfor intet og vi havde en god fest. Jeg husker at det var en underlig følelse at alle var så glade og festede (mig selv inklusiv).  Vores konfirmationsgave til sønnen var en rundrejse i Florida i 3 uger og vi skulle rejse knapt 3 uger efter konfirmationen. 3 dage før afrejse tog min partner og jeg endnu engang afsted til Herlev hospital for at få svar.  Denne gang havde de et svar og jeg fik konstateret brystkræft og de anbefalede at jeg fik fjernet hele brystet (mastektomi), så hurtigt som muligt og de synes at vi skulle aflyse rejsen.  Jeg svarede, at jeg ville rejse som planlagt og at jeg ikke troede på at 3 uger ville gøre nogen forskel fra eller til. Det forstod de ikke rigtigt, men jeg stod fast og vi aftalte derfor i stedet, at jeg skulle tale med en plastkirurg og narkoselæge dagen efter og at jeg så ville blive opereret dagen efter vi kom hjem fra rejsen.  De sagde, at fordi jeg var så ung kunne man fjerne brystet og rekonstruere (primær brystrekonstruktion) i samme operation. Der var dengang to metoder , enten kunne de tage noget hud fra min mave og bruge til at lave et ”nyt bryst” eller også kunne de tage en rygmuskel og bruge den, begge to suppleret med en silikoneprotese. Jeg så nogle billeder af de to forskellige rekonstruktioner og blev bedt om at tænke over hvilken en jeg ville have til dagen efter.  Jeg valgte den med rygmusklen og følte at det lidt var som at vælge mellem pest eller kolera. Jeg følte ikke at jeg havde særligt mange kriterier at vælge ud fra, så den ene operation kunne være ligeså god som den anden, i mine øjne.  Da jeg kom på arbejde og fortalte at jeg skulle på hospitalet igen dagen efter, fik jeg at vide at min chef forventede, at jeg ville arbejde de timer ind jeg brugte på at rende til lægen. Da blev jeg helt paf og var for første gang i forløbet ved at græde. Jeg følte mig virkelig uretfærdigt behandlet, jeg havde passet mit arbejde helt og holdent og var kun væk de timer jeg var på hospitalet.  Efter at have sundet mig lidt gik jeg ind på hans kontor og spurgte ham om han troede at det var for min fornøjelses skyld at jeg rendte til alle de undersøgelser og at jeg faktisk havde kræft. Der blev han en anelse bleg og begyndte at trække i land, men skaden var ligesom sket. Jeg tænkte at han i hvert fald ikke skulle se mig knækket.  Vi rejste på ferie og jeg formåede stort set at kunne holde fokus væk fra diagnosen og have en rimelig god rejse. Jeg tænkte at ligegyldigt hvor ked af det jeg ville være eller hvor uretfærdigt jeg følte det var, ville det ikke ændre noget som helst, så jeg kunne ligeså godt acceptere situationen og bare få det bedste ud af ferien.  Da vi kom hjem fra ferien, måtte jeg fortælle mine papbørn (2 drenge på 13 og 17år), at jeg havde fået kræft. Den ældste reagerede ret kraftigt fordi han havde haft en skolekammerat, der mistede sin mor til brystkræft. Den yngste forstod ikke helt hvor alvorligt det var. Derefter måtte jeg gå den tunge gang hjem til min mor og fortælle hende at også jeg havde fået konstateret brystkræft. Hun blev meget ulykkelig og det var hårdt at skulle trøste hende, for hun var sikker på at det var pga. hendes ”dårlige” gener, jeg var syg. Hun lovede at informere mine to brødre, da jeg ikke magtede at tale mere om det. Jeg kunne ikke holde ud at skulle gøre andre så kede af det.”

af LENA, 32 ÅR. Perioden frem til den endelige dom Vi havde en god ferie på trods af grimme tanker om død og kræft. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at det jo ikke var sikkert at jeg havde kræft, lægen var kun 99% sikker, der var stadig en lille chance for at det var noget harmløst som voksede i mit bryst.  Jeg bad min mand om at tage en masse billeder af mig og børnene sammen, for jeg var stadig overbevist om at, hvis det her var kræft så ville jeg dø af det. Dagene gik hurtigt og inden jeg fik set mig om var jeg på vej til lufthavnen i Nice. Min far og hans kone var kommet ned til os i Frankrig og min far kørte mig i lufthavnen. Turen hjem var frygtelig, jeg græd hele vejen, inderst inde vidste jeg godt at jeg dagen efter ville få en besked som for altid ville ændre mit liv.  Min mor hentede mig i lufthavnen og vi tog hjem til dem, vi sad oppe hele natten og snakkede og nåede kun lige en times søvn inden vi tog på Riget næste morgen, det var om mandagen.  På brystkirurgisk blev vi modtaget af to fantastiske sygeplejersker som viste os ind i et rum hvor to læger ventede. Lægen gav mig hurtigt svaret på biopsierne og det var selvfølgelig brystkræft. Jeg blev undersøgt og hun konkluderede hurtigt at tumoren var alt for stor til brystbevarende operation. Hele brystet skulle fjernes. Det var faktisk helt fint med mig, jeg ønskede ikke at beholde et bryst som forsøgt at slå mig ihjel, så af med det. I forhold til behandlingen var der ikke så meget at rafle om, jeg skulle havde kemo og man ville senere tilbyde mig at få fjernet det andet bryst også. Eftersom jeg kun er 32 år er risikoen for at få brystkræft i det tilbageværende bryst dobbelt så høj som for alle andre kvinder. Jeg følte mig utrolig godt behandlet og informeret af lægerne på Riget. Jeg fik en masse pjecer og et nummer til Kræftens Bekæmpelse som jeg kunne ringe til hvis jeg havde brug for det. Efter lægesamtalen og undersøgelsen blev vi vist ind i et andet rum hvor vi havde en lang snak med de to sygeplejersker. Alle var utrolig søde og omsorgsfulde, det var en helt anden oplevelse end på privatklinikken hvor lægen var kold som is og vi bare blev sendt ud af døren, men et “Du har kræft med 99% sikkerhed – held og lykke”.  Efter samtalen med sygeplejerskerne var der en masse praktisk ting der skulle ordnes, jeg skulle have taget røgten af lungerne for at sikre at det ikke havde spredt sig der til og jeg skulle have taget en masse blodprøver, blandt andet leverprøver for at sikre sig at der heller ikke var spredning til leveren. Jeg skulle også lige nå at tale med narkoselæge. Jeg havde allerede fået tid til operation om fredagen. Da vi efter nogle timer var færdige på Riget gik vi den lange tur hjem, vi fik grædt og grinet og vendt en masse vigtige ting. Vi var enige om at jeg selvfølgelig ville klare det her, men at vejen der hen ville blive lang og sej.  Senere samme dag fløj jeg tilbage til Nice. Min far hentede mig i lufthavnen og kørte mig tilbage til min mand og børn. Næste dag pakkede vi bilen og satte kursen mod Danmark, mod Riget, mod canceroperation og kemobehandling. Vi var hjemme på Amager onsdag eftermiddag og allerede torsdag skulle jeg på Riget for at få sprøjtet noget kontrast ind i brystet, som skulle hjælpe med at lokalisere mine skildevagtslymfer. De skulle fjernes som det første under operationen for at tjekke om der var spredning til dem. Var der spredning skulle alle lymfer under armen fjernes. I forhold til min omgangskreds, så var jeg fast besluttet på at det her ikke skulle være en hemmelighed. Kræft er, i min verden, ikke tabu. Jeg hverken kunne eller ville skjule at jeg var syg. I min søns lange sygdomsforløb havde jeg hele tiden være åben omkring hvordan han havde det, jeg skrev opdateringer på facebook omkring ham og postede billeder. Der er selvfølgelig delte meninger omkring hvad og hvor meget man skal dele på facebook men det hjalp os utrolig meget, i en svær tid, at vide at folk omkring os tænkte på os, sendte hilsner og gaver til ham og os. Dette havde jeg brug for nu igen, i mit eget sygdomsforløb.  På vej hjem fra ferie skrev jeg en opdatering på facebook omkring min egen diagnose. Jeg modtog gaver, blomster og hilsner fra nær og fjern og det varmede helt utrolig meget at så mange mennesker tænkte på mig. Jeg blev rørt til tåre hver gang det ringede på døren.  Tænk at nogle gamle veninder fra gymnasiet sendte en flot kurv og et kort med teksten “You are NOT alone” og at en online mødregruppe på facebook havde samlet ind til en gave med blandt andet et gavekort som endte med at sponsorere en halv tur til Lalandia. Det var virkelig rørende. Jeg sidder nu i skrivende stund og kigger på den orkide jeg fik af min bedste veninde, godt nok har den tabt alle blomsterne (jeg har aldrig haft grønne fingre), men jeg kigger på den hver dag og priser mig lykkelig for at jeg har så mange gode mennesker i mit liv. 

af ROSA, 31 år. “Jeg var studerende og havde sommerferie da jeg fik diagnosen. Jeg havde et studiejob som handikaphjælper og det var planen at jeg skulle på spejderlejr med hende dagen efter at jeg fik diagnosen.  Jeg ringede til hende kort tid efter jeg kom tilbage fra sygehuset og fortalte hende hvordan landet lå og at jeg ikke vidste om jeg kunne overskue at tage med, at jeg lige ville tygge på det og så vende tilbage senere på aften. Det havde hun heldigvis fuld forståelse for. Jeg endte med at tage med, tænkte at det var bedre end at sidde derhjemme og vente på at skulle unde kniven. Det varede en hel uge. I løbet af ugen skulle jeg have lavet CT- og MR-skanning for at se om det virkelige var brystkræft jeg havde eller om det måske var lunge- eller hjernekræft som havde spredt sig til brystet.  De dage jeg skulle til skanning kørte jeg fra lejren og til Århus og tilbage igen efter endt skanning. Det var en virkelig mærkelig kontrast der var imellem en spejderlejr fuld af glade børn og den kliniske verden på sygehuset. De andre børn på lejren vidste ikke jeg var syg, men jeg fortalte det dog til de andre voksne, så de vidste hvad der foregik og var forberedt på at jeg nogle gange måtte gå lidt for mig selv. Det var en virkelig underlig uge, men i det mindste gik tiden hurtigt og der var ikke så meget tid til at tænke over den operation der ventede på mig derhjemme. Det gav også lidt penge i kontoen, hvilket gav lidt ro i sindet, jeg vidste på det tidspunkt ikke hvordan min økonomi ville blive fremadrettet. Inden operationen skulle jeg ind og have svar på mine skanninger. Der var heldigvis ingen kræft at se andre steder end brystet. Min familie, specielt min far, havde været helt ude af den op til prøvesvaret. Da jeg kom hjem efter samtalen var hele min familie der og vi fejrede det gode svar med gaver og kage. I det hele taget sås vi meget i den periode og var tit ude og spise og lave andre hyggelige ting sammen. Det var en dejlig modvægt til alt det jeg var igennem på sygehuset.”

Skriv et svar