Lizet 51 år – Brystkræft ambassadør

Mød Lizet 51 år – Brystkræft ambassadør

Jeg hedder Lizet og er 51 år og har 2 børn på 6 og 8 år som jeg forguder. Jeg er vokset op på Amager og bor nu på Østerbro, tæt på min børn og min ekskone, så vi stadig kan have et tæt samarbejde og jeg kan se mine børn så meget som muligt.

Jeg arbejder i medicinalbranchen som administrativ i produktionen og primært på projekter. Jeg elsker mit job og mine kollegaer og har været der i en del år nu. Jeg fokuserer meget på nuet og elsker de stille aftener på Østerbro lige så meget som jeg elsker en god øl og en god bytur.

Jeg fik brystkræft for første gang i 2000, tilbagefald i arret i 2012 og jeg blev opereret for livmoderkræft i slutningen af 2017. Jeg døjer med kroniske smerter i lysken og i hoften som formentlig stammer fra de mange operationer.

Jeg kunne godt blive bedre til at passe på mig selv og restituerer, men det irriterer mig at jeg ikke har mulighed for at lave den motion og aktivitet som jeg altid har gjort og altid har været i god form. Selvom jeg har haft kræft tæt inde på livet og en stor del af mit liv idet min mor døde af brystkræft i 2006, er jeg ikke bange og tænker ikke på kræft i hverdagen. Jeg får en forskrækkelse hver eneste gang, men jeg tror først at det for alvor vil påvirke mig hvis jeg skulle være uheldig at få et tilbagefald mere eller få en tredje kræftdiagnose der er uhelbredelig.

Jeg er livsglad, ambitiøs på livet og ønsker at dele mine erfaringer så andre forhåbentlig kan gøre gavn af dem. Kh Lizet

Skriv et svar