Brystkræft behandling

LIZET, 51 ÅR. 

“Næste skridt var at jeg skulle tale med onkologerne om den videre behandling. Jeg fik ikke så lang tid til at fordøje situationen og følte ret hurtigt, at jeg skulle tage stilling til en behandling jeg ikke rigtigt havde indflydelse på. Onkologerne anbefalede, at jeg fik kemoterapi, stråling og efterfølgende kom i Tamoxifen behandling. 

Jeg var utrolig kritisk overfor både stråling og kemobehandling. Mine kritiske overvejelser blev mødt med svage statistikker om, at kun halvdelen var i live efter 5 år, hvis de ikke modtog behandling, hvilke gjorde mig endnu mere kritisk, idet jeg ikke fandt dem særligt velunderbyggede og fordi de i mine øjne var udført på et meget tyndt datagrundlag. 

Jeg følte ikke at der overhovedet blev lyttet til mine ønsker. Mit udgangspunkt var, at jeg egentlig kun ønskede Tamoxifen behandlingen (som forebyggende), for den havde jeg mest tiltro til. Jeg afviste stråling fuldstændigt, da jeg var overbevist om, at arvævet ville blive så ødelagt af strålingen, at det kunne skjule eventuelle tilbagefald. Kemoterapi var jeg heller ikke stor fan af, men sat under så massivt pres fra deres side, indvilligede jeg alligevel til sidst, til 9 standard kemo behandlinger. Under hele samtalen emmede luften af, at de gerne ville have mig med i et kemoforsøg med ekstra stærk kemo, nu jeg var så ung og min krop ville kunne klare det. Det afviste jeg fuldstændig, men ville gerne have nogle fakta på bordet omkring standardbehandlingen.

Da jeg kom ud derfra (med en folder om eksperimentalt kemoforsøg i hånden) følte jeg mig overhovedet ikke informeret og var temmelig frustreret og følte at jeg fik presset nogle valg ned over hovedet, jeg ikke var enig i. 

Standardbehandlingen med kemo bestod dengang af 9 doser i alt. Jeg skulle have en dosis hver 3. uge og valgte at det skulle være en fredag, således at jeg kunne passe mit job bedst muligt under forløbet.  Jeg fik opereret en Port-a-cath ind i højre bryst, jeg skulle have kemo igennem, hvilket resulterede i et 7 cm grimt ar på højre bryst… 

Den første behandling gik fint, jeg havde ikke de store bivirkninger første gang. Dog begyndte mit hår ret hurtigt at falde af. Ikke i store drabelige totter, men sådan at der lå hår på puden når jeg vågnede og i badet. Jeg havde forberedt mig ved at vælge en paryk, der lignede den frisurer jeg havde på daværende tidspunkt, da jeg ikke havde lyst til at dele min sygdom med nogen, udover de absolut nærmeste. Jeg kunne ikke holde tanken ud, at jeg skulle blive behandlet anderledes og med medlidenhed. 

Jeg havde allerede besluttet at håret skulle af, når der det skete, så papbørnene fik lov at lege frisør og bare give den gas. På den måde tænkte jeg at overgangen ikke ville blive så chokerende for dem. Den ældste ville dog ikke være med, han var stadig meget ked af situationen.  Det endte ud i nogle sjove frisurer undervejs og endte i en flot hanekam, inden det hele blev fjernet. 

Jeg brugte parykken, når jeg var ude, men kun af hensyn til min partner, der blev utilpas ved tanken om at andre ville glo. Jeg selv havde det lidt sådan, så lad dem for helvede glo!….Jeg hadede virkelig den paryk. Den generede min følsomme hovedbund og jeg tænkte ofte på om den mon sad som den skulle. 

Efter anden omgang kemo blev jeg virkelig dårlig. Jeg fik meget kraftig migræne og kastede voldsomt op. Det varede det meste af weekenden og jeg var dårlig i stand til at stå ud af sengen, før søndag.  Efter et par behandlinger blev jeg fyret fra mit arbejde pga. at de lukkede hele produktionen ned. Det var sådan en opsigelse, hvor vi blev sendt hjem samme dag. Jeg fandt dog hurtigt et nyt job indenfor medicinalbranchen. Under jobsamtalen fortalte jeg ikke om at jeg havde kræft eller var i nogen behandling. Det tænkte jeg ikke ville være en skidegod indgangsvinkel til at få et nyt job. Den største udfordring var at skjule at jeg brugte paryk, fordi jeg brugte en scooter som transportmiddel og styrthjelm og paryk spiller bare ikke skidegodt sammen J Jeg ville ikke have at de opdagede jeg var syg. Løsningen blev at jeg kørte om bag bygningen og tog hjelmen af og håret på og så kørte jeg ind og parkerede med styrthjelmen på styret og håbede inderligt at håret sad nogenlunde lige 😉 Da jeg startede fortalte jeg min chef at jeg skulle gå til noget behandling for kræft hver 3. uge, men at det ikke ville få yderligere indflydelse på mit arbejde ud over de dage jeg var i behandling, det tog hun meget pænt. Jeg fortalte intet til mine nye kolleger. 

Efter 3. gang kemo begynde jeg også at få andre gener, såsom smagsforstyrrelser og blister i munden. Alt smagte metallisk og jeg kunne ikke længere drikke kaffe og Cola, to ting jeg ellers elskede. Det begyndte at påvirke mig psykisk, fordi jeg dybest set ikke var stor tilhænger af kemo. Jeg følte at der blev skudt med  spredhagl og tvivlede på om det i virkeligheden skadede mere end det gavnede. Jeg fortalte ikke personalet hvor dårlig jeg blev, tænkte at det var ”en del af pakken” at man blev så dårlig og overvejede ikke at jeg kunne have fået noget til at mindske bivirkningerne. Det var en fejl 40, har jeg sidenhen erfaret. 

Min partner var meget frustreret over at sygdommen fyldte så meget i vores liv, så jeg fik ikke overvældende støtte, når jeg lå og gylpede galde op hver 3. weekend. Jeg talte ikke med nogen om hvor dårligt jeg havde det og tænkte at jeg bare måtte bide det i mig.  Efter 4. behandling var jeg tyndslidt. Jeg fik overhovedet ingen opbakning fra nogen fronter, hvilket delvis var min egen fejl, fordi jeg ikke kunne finde ud af at dele mine oplevelser med andre. Da jeg skulle til 5. behandling sagde jeg stop! Det blev der et helvedes palaver omkring, men jeg stod fast. 

Jeg blev indkaldt til en samtale og fik stukket de samme tynde statistikker i hovedet som tidligere og fik nærmest en dødsdom, hvis jeg stod fast ved min beslutning. Jeg var dog ikke til at rokke. Jeg var dødtræt af det hele og var ved at kaste op af hospitaler. Jeg ville bare have mit liv tilbage. 

De troede helt klart at jeg ville fortryde min beslutning, for jeg måtte presse max på for at få bortopereret Port-a-cath’en igen.  Under hele forløbet var jeg kun sygemeldt de dage jeg fik kemo og så brugte jeg weekenden til at komme på benene igen. 

Jeg fik aldrig rekonstrueret mit bryst færdigt, nok mest fordi min partner nu havde et decideret anstrengt forhold til alt, der havde med sygdommen at gøre. Jeg tror at jeg ville have fået det lavet færdigt, hvis jeg havde haft opbakningen derfra. Det betød dog ikke så meget for mit selvværd, da jeg fuldstændig havde accepteret, at mit bryst var fjernet. Det at jeg stadig havde en nydelig kavalergang, var det eneste, der for mig var vigtigt. Når tøjet kom af, var det alligevel tydeligt at det ikke var et naturligt bryst. Jeg måtte bare acceptere, at sådan var det og det gjorde jeg.”  

ANETTE, 56 ÅR.

“Efter operationen kæmpede jeg rigtig meget med væske, hvor brystet havde været, og tror jeg blev tømt 25 gange, det ville jeg gerne have været foruden, da der sent i forløbet (efter 5. kemo) udviklede sig en byld.

Jeg blev hundesyg med høj feber og dårlige blodprøvetal og lå indlagt 10 dage med antibiotika i åren og et kæmpe hul i arret, der skulle vokse op nedefra.

Det var virkelig en hård oplevelse at være indlagt på onkologisk. Mødte nogle skønne kvinder med diverse cancertyper, men de skulle dø, så det var virkelig smerteligt.

Fik lige 4 portioner blod inden de ville udskrive mig, og skulle så vente til mine leukocytter var nogenlunde oppe igen, før jeg kunne få den sidste kemo. Det tog laaang tid, så min planlægning om hvornår jeg var færdig skred.

Derudover var onkologen heller ikke for vild med at give mig den, og det helt absurde er, at jeg bad på mine grædende knæ om at give mig giften!!! Det endte med jeg fik 2/3 dosis.

Mine leukocytter er aldrig rigtigt kommet sig, men jeg bliver ikke mere syg, og når jeg bliver syg går mit immunsystem i gang.

 “Hullet” helede, den sidste kemo givet, og så holdt jeg kemofest. Alle mine dejlige venner og famile kom forbi til grillpølser og et glas og fejrede det med mig. Det var fantastisk. Endnu engang følte jeg mig som det rigeste menneske på jorden. Sikke en opbakning og kærlighed.”

LENA, 32ÅR

“Kemo….! Det er jo et kapitel for sig selv. Jeg husker den del af forløbet som enormt skræmmende. En operation er langt mere håndgribelig, der havde jeg ikke rigtig noget valg. I forhold til kemo, syntes jeg lidt jeg havde et valg, jeg var dog ikke et sekund i tvivl om hvad alle andre mente i forhold til om jeg skulle vælge kemo til eller fra. Det ligger bare ligesom lidt i luften at når man er mor/kone/datter/søster/veninde osv så gør man alt hvad man kan for at overleve og man siger selvfølgelig ikke nej tak til kemo når man har kræft.

Jeg lege lidt med tanken om at sige nej tak, jeg researchede en hel del i dagene op til min første samtale på onkologisk afdeling. Faktisk gav kemoen mig ikke ret mange % ekstra overlevelse på 10 år, i hvert fald ikke så mange % som jeg havde forventet. Men i bund og grund handlede det for mig om at kunne se mig selv og mine børn i øjnene og vide at jeg har gjort ALT hvad jeg kan for at forebygge at jeg får tilbagefald. Derfor valgte jeg at få den kemo som lægerne anbefalede.

Fordi jeg ikke var helt sikker på at jeg var afklaret i forhold til at få flere børn, skulle jeg have en indsprøjtning som skulle passe på min tilbageværende æggestok. Den indsprøjtning skulle jeg have hver tredje uge gennem hele kemoforløbet. Den gang mig samme symptomer som når man er i overgangsalderen. Så hedeture blev allerede der en fast del af hverdagen.

Jeg kan huske at lægen på onkologisk sagde at brystkræft patienter ikke blev så dårlige af kemoen, mange kunne passe deres arbejde nogenlunde i mens, måske skulle man lige have et par dage hjemmemen ellers var de fleste rimelig friske. Mit arbejde bestod den gang af at passe vores søn som jo også var meget syg, så det forventede jeg jo at jeg kunne fortsætte med.

Første kemo var en temmelig underlig følelse – at sidde med droppet i hånden og vide at det stas som løber ind i årene, kan gøre en enormt dårlig er bare en underlig følelse. Jeg havde min mand med og vi forsøgt at holde en gode stemning og humøret var nogenlunde. Men jeg var enormt skræmt ved tanken om hvad det ville gøre ved min krop.

Der gik desværre ikke ret mange timer før kvalmen kom væltende ind over mig. Jeg kastede op, havde hovedpine, voldsom kvalme og kunne ikke ret meget andet end at sove og kaste op. Jeg havde det mildest talt ganske forfærdeligt. Jeg bandede den læge som havde sagt at man ikke blev særlig dårlig, langt væk. Jeg følte mig så svag! Sygeplejersken fra onkologisk ringede hjem til mig flere gange de første par dage for at tjekke hvordan jeg havde det. Jeg lå alene i min seng og kunne ikke engang overskue at får noget at spise eller drikke. Timerne og dagene sneglede sig afsted. Følelsen i kroppen kan bedst beskrives som de værste tømmermænd man kan forestille sig, og så gange med 10, fordelen ved tømmermænd er bare at man ved at om et par timer så går det lidt bedre. Jeg anede ikke hvor mange dage jeg skulle have det så dårligt, jeg vidste bare at jeg skulle have kemo 12 gange i alt! Der gik en uges tid så vendte det og jeg fik det bedre og kunne spise igen uden at kaste op. Uge to var jeg bare rigtig træt og uge tre havde jeg det faktisk ganske okay.

Anden kemo… at man én gang vælger at udsætte sin krop for gift som gør en så dårlig, er en ting men frivilligt at skulle gøre det igen, det var sgu svært. Jeg græd hele vejen ind til Riget, hver en lille celle i min krop skreg at jeg skulle vende om. Men der sad jeg i bilen, skaldet og med forgrædte øjne og lignede en rigtig cancerpatient, selvfølgelig gør man det, håret var ligesom faldet af så der var ingen vej tilbage. Af skade bliver man klog, så denne gang havde vi taget nogle forholdsregler. Jeg kunne og skulle ikke være alene i dagene efter kemo. Min mor og jeg kørte direkte fra Riget i sommerhus. Min mand kunne arbejde hjemmefra og dermed passe vores søn, så min mor og jeg kunne være alene og kunne koncentrere os om

at jeg skulle have det så tåleligt som muligt. Det var en rigtig klog beslutning, i sommerhuset behøvede jeg ikke forholde mig til andre end mig selv, jeg behøvede ikke at prøve at se frisk ud for børnenes skyld og min mand behøvede ikke at være efter børnene hele tiden for at få dem til at lade mig være og være stille hele tiden. Jeg kunne ”bestille” lige den mad jeg havde lyst til og jeg kunne bede min mor om at lave det til mig når jeg havde lyst, jeg skulle ikke tage hensyn til nogen. Fysisk havde jeg det ligeså dårligt som første gang, men det var langt nemmere at komme igennem.

Tredje kemo forløb nogenlunde ligesom anden gang. Vi smuttede i sommerhus og var der til det værste var overstået.

”Standart kemo” ved brystkræft består af to slags kemo som gives samtidig, tre gange med tre ugers mellemrum. Derefter en anden slags kemo som gives hver uge i 9 uger. De første slags er dem man taber håret af og den der kan give kvalme og opkastninger, den næste slags er kendt for at give bla nervesmerter.

Da jeg havde fået min første ”uge kemo” var jeg helt høj af lykke over ikke at mærke nogle særlige bivirkninger, jeg sov som regel et par timer den dag jeg havde fået det men ellers havde jeg ikke nogen særlige bivirkninger. Det var fantastisk.

Ugerne gik nogenlunde hurtigt, jeg havde lidt udfordringer med infektioner, så kemoen måtte udskydes, hvilket betød at jeg ikke nået at afslutte kemo inden jul, hvilket ellers havde været målet siden jeg startede i august måned. Men bortset fra det så havde jeg det okay. Jeg fik sidste kemo 29/12-17, så jeg nåede det inden nytår.

I ugerne efter kom der lidt bivirkninger, mine negle løsnede sig og flere af dem var og er stadig tæt på at falde af. Jeg har stadig lidt nervesmerte men jeg satser på at det bliver bedre. Træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer er også blevet en del af hverdagen, ”de kloge” siger at det bliver bedre med tiden, så det sætter jeg min lid til.”

Skriv et svar